Hvorfor holde igen?

Mon det ligger nedarvet i vores kultur og vores celler, en arv fra vore forfædre, der i naturen lærte at overlevelse krævede kamp - at det skal være farligt og svært at være menneske?

Vi lærer fra barnsben af, at verden er et farligt sted at være, at vi skal kæmpe for vores ret og bevise at vi er noget værd. De ord vi hører mest i barndommen er: Nej!! Pas på!

Det er selvfølgelig vigtigt at lære, at vi ikke bare kan gå ud i trafikken, og at vi må lære at navigere udenom trusler og farer, ligesom dyrene lærer deres unger at overleve. Men den af livet, der handler om evnen til at sanse livet og fokusere på væren i det, at vi har evnen til at stråle og give noget helt unikt til verden, mangler ofte i opdragelsen.

Op igennem barndommen bliver vi tysset på og får at vide, at vi skal opføre os ordentligt. Være stille, og sidde og spise pænt. Og mange af os lærer, at det er egoistisk at være sig selv nærmest. Denne udtalelse og andre lignende vendinger taler for, at vi skal holde igen på os selv, og ikke fylde for meget.

Men ego centreret adfærd er ikke det samme som at være omsorgsfuld og kærlig overfor sig selv.

Tværtimod er egenkærlighed det modsatte af egoisme. For når vi er i stand til at mærke os selv, kan vi også mærke andre. Og alt hvad vi giver os selv, giver vi også til omgivelserne, for verden omkring os er et spejl på, hvor meget vi rummer os selv.

Succes og lykke forbindes ofte med noget der ligger udenfor os selv, noget vi skal opnå og gøre os fortjent til. Vi har ikke lært så meget om al den lykke der findes i at bare være. Ikke mange har fortalt os, at livet er det hele værd, bare fordi vi er her.

Der er en hel verden indeni os. Og den må vi sætte os i kontakt med. Måske kender du følelsen af, at føle du endnu ikke helt er ankommet til det sted du gerne vil være i dit liv. At der stadig mangler noget, og at du skal lære og opnå mere, for at få adgangen til det. Følelsen i dig er reel, for det er alle følelser, men det er ikke sandheden, men en illusion. Der mangler ikke noget i dig. Du har alt hvad du behøver allerede, for at være så fantastisk som du er. Det eneste der afgør, at du ikke kan mærke det og bruge det, er dit fokus på mangel. Og det får dig til at holde tilbage på alt det, som du netop har at give. Alt det som er dig, og kun dig. Ingen anden kan gøre det, som du kan gøre det.

Hvis vi vil lære ikke at holde igen på performance-kraften som er givet os med livet, må vi lære at give slip på tilbageholdet. Stærk performance er aldrig et tilbagehold, det er altid en kraft der kommer af at give slip og give ud. Den indre overdommer med de mange nedarvede informationer om, at vi ikke må fylde for meget, er bygget på illusion og er dermed afsporet og tilmed ødelæggende for en fri og stærk performance.

Overdommeren ved ikke hvad det sige at være. Han/hun og de, for der er ofte mange stemmer, som snakker inde i hovedet, taler udfra en negative livsanskuelse - om at livet er en kamp.

Livet kan ikke være en kamp. Livet er bare. Og det er det aller vigtigste at lære:

At være. At stå. Og gå. At fylde i rummet, som et træ i skoven. Det står jo bare der. Det ånder, og det følger årstiden og naturen, og det er der ikke noget der kan ændre på.

Når vi kan give os selv så meget plads, at vi kan være fuldt og helt, også i performance situation, foran et publikum - bringer vi selve livets kerne ind i rummet, og det er nøglen til at gøre performance til en kunst - uanset emne, omstændigheder og publikum.